• Tre mænd fængslet for våbenbesiddelse efter større politiaktion

    Source: BDK Borsnyt / 18 Apr 2024 14:52:20   America/New_York

    Tre mænd, som torsdag morgen blev anholdt i en større politiaktion, er blevet varetægtsfængslet frem til den 7. maj. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Anklagere på det sociale medie X. Mændene er fængslet for at have været i besiddelse af skydevåben, der blev fundet i Ladegårdsparken i Holbæk i februar. Torsdag morgen oplyste Midt- og Vestsjællands Politi, at flere adresser ville blive ransaget i Holbæk og Odsherred. Sådan lød det i en pressemeddelelse. Fundene af skydevåbnene blev gjort kort efter en skudepisode i Apotekerhaven i Holbæk, hvor en mand blev ramt, mens han befandt sig i en lejlighed. Episoden medførte, at der blev indført visitationszone i Holbæk på baggrund af en konflikt mellem kriminelle grupperinger, skrev politiet i meddelelsen. Senere oplyste politikredsen, at seks mænd var blevet anholdt. De blev sigtet for at kunne sættes i forbindelse med fundene. - En anholdt 17-årig ung mand er - ud over sigtelsen for besiddelse af skydevåben - også af Københavns Politi blevet sigtet for medvirken til drab på Frederiksberg i januar, lød det i en pressemeddelelse. Han blev senere varetægtsfængslet i 28 dage, skrev Københavns Politis anklagere på X. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/samfund/tre-maend-faengslet-for-vaabenbesiddelse-efter-stoerre-politiaktion
Share on,